Københavns gamle klassiske bygning, Øksnehallen, blev centrum for nogle af de nyeste tendenser inden for teknologi og innovation, da Skandinaviens største tech festival, techBBQ, løb af stablen d. 18-19 september 2019.

TechBBQ er en todages innovations- og techfestival hvor flere tusinde mennesker samles og lader sig inspirere af hinanden. På rad og række står nogle af de største spillere – MicKinsey, Facebook og Microsoft – og som bier om honningen sværmer deltagerne om dem.

På én af de mange scener sidder et panel bestående af Le Gammeltoft, Nikolaj Sonne, Christina Blaagard og Louise Bokkenheuser og dér sværmer denne bi hen. Panelet skal diskutere hvordan ny teknologi, er med til at påvirke journalistik – på godt og på ondt.

Formater og fortællinger

Der er ingen tvivl om, at nye teknologiske opfindelser er med til at sætte dagsordenen for, hvordan nyheder publiceres – sådan lyder én af pointerne fra Le Gammeltoft (journalist og stifter af Heartbeats.dk), som kommer med podcast som et eksempel hertil.

Fra venstre: Louise Bokkenheuser, Le Gammeltoft og Nikolaj Sonne

Når nye formater kommer frem - som fx podcast – åbner det op for nye måder at nå ud til brugeren på. En af pointerne lyder, at der er noget demokratisk over den proces. Når teknologi skaber nye formater til at producere journalistik på, åbner det potentielt set også op for, at flere har mulighed for at blive informeret.

Set ud fra et markedsperspektiv, er det positivt. For med nye formater kommer nye muligheder for at kunne sælge nyheder på.

Nikolaj Sonne udfordrer denne pointe ved at argumentere for, at teknologien og hvordan det er opbygget – særligt algoritmerne – bare ikke altid er demokratiske. I hvert fald ikke i ordets forstand.

Panelet debatterede videre og var med til at belyse hvilken effekt teknologi muligvis har på produktionen af journalistik og efterlod os med flere perspektiver på en ellers kompleks diskussion.

Lasso X takker for en inspirerende festival, som var helt igennem gennemført.